Et af de problemer, man kan komme ud for om sommeren, er, at man tager hunden med ud at køre, og så bestemmer man sig for at tage en tur i en af attraktionerne i Danmark men…. der er adgang forbudt for hunde. Hvad gør man så?
Mange ved ikke, om de kan lade hunde sidde i bilen, når det er midt på sommeren og varmt. Man skal altid tænke sig om, når man parkerer bilen med hunden i. Solen flytter sig jo i løbet af dagen, så selvom der er skygge, når man parkerer den, er det ikke sikkert, at det bliver ved med at være sådan. En overskyet dag kan hurtig forvandle sig til en solskinsdag med skyfri himmel. Man skal derfor undgå at efterlade sin hund i bilen i tidsrummet fra kl. 10.00 til kl. 16.00.
Hvis hunden skal sidde alene i bilen, skal man sørge for rigelig ventilation og frisk vand som hunden kan drikke. Derudover skal du tage hundesnoren/linen af hunden, da den ved voldsom leg, eller rastløshed kan sidde fast, og måske gå i panik og derved i værste fald kvæle sig selv.
Med hensyn til biler og hunde er der også spørgsmålet om køresyge. Køresyge hos hunde viser sig ved, at hunden bliver nervøs eller utilpas under kørslen og savler kraftigt. Det ses oftest ved kørsel i bil og sjældent ved kørsel med tog. Køresyge ses især hos hvalpe, og da køresyge hos hunde ofte er et udtryk for angst for at køre i bil, skal det behandles med træning og ikke medicin. I nogle tilfælde er det dog decideret køresyge, der er tale om, ligesom med mennesker, og i disse tilfælde skal det behandles med medicin.
En af de andre spørgsmål om sommeren er sommerferien. Tager man på camping med hunden, så sørg for at være sikker på, at man må have hund på pladsen. Tager man toget på ferie eller bare for at besøge nogen, og man ønsker at medbringe hund, så kan dette godt lade sig gøre, da de fleste tog medtager hunde. Hvis hunden er en mindre hund, som kan være i en taske, er det gratis at have den med hos DSB. Ellers koster det en pladsbillet og en børnebillet at medbringe hund i toget,men spørge når du bestiller billet, fordi der kan være forskellige priser/regler, alt efter hvilken afgang du tager.
Hvis du er på sommerferie med hund eller bor tæt på en strand, så er en tur til stranden en rigtig god ide for dig og din hund. Hunden vil nyde at blive kølet ned i det kølige havvand. Du kan enten tage til stranden om aftenen og gå en tur på de lune sommeraftener, eller du kan vælge at tage hunden med om dagen. Hvis du tager den med om dagen, skal du huske en parasol, så hunden har mulighed for at søge skygge. Hvad enten du tager en tur om aftenen eller om dagen, skal du huske noget ferskvand, så hunden har mulighed for at få frisk vand at drikke.
I den stærke sol, kan det være en god idé med solcreme til din hund, hvis hunden er meget lys, især næsen og øjenpartiet er udsat.
Motion af din hund skal helst undgås, hvis det er for varmt, dvs. undgå at motionere hunden midt på dagen, hvor solen står højest på himlen. Leg med den eller gå en tur med den om morgenen og om aftenen i stedet.
Altså skal du helst holde hunden ude af den brændende sol, fordi det kan resultere i hedeslag. Mennesker får hedeslag eller solstik, hvis de opholder sig for længe i den skarpe/brændende sol - det gør hunde det også.
En anden ting man skal være opmærksom på om sommeren er hugormebid, som der er størst risiko for ved den jyske vestkyst. Når en hund bliver bidt af en hugorm udvikler den anafylaktisk chok, som er en meget alvorlig allergisk reaktion. Udover ved hugormebid, kan hunde også udvikle anafylaktisk chok, hvis de modtager noget medicin, som hundens krop reagerer kraftigt allergisk overfor. Symptomerne på anafylaktisk chok er:
· Hurtig svag puls
· Blålige slimhinder
· Lav hudtemperatur, især på ører og poter
· Hurtig overfladisk vejrtrækning
· Ændret adfærd, herunder uro og angst
· Kramper
Hvis nogle af symptomerne indtræffer, skal hunden til dyrlæge med det samme. Symptomerne kommer som regel hurtigt efter biddet, så dyrlægen vil hurtig kunne stille en diagnose. Dyrlægen vil især lægge mærke til hundens vejrtrækning. De fleste hunde, der har udviklet anafylaktisk chok, vil nemlig have svært ved at trække vejret, pga. øget tryk i lungerne. Sygdommen kan være livstruende, så hunden skal hurtigt til dyrlæge, så diagnosen kan stilles og behandlingen hurtig kan blive påbegyndt.
Husk at ID-mærkning er lovpligtig: Enten skal hunden være tatoveret eller chip-mærket. Herudover skal hunden bære hundeskilt. Husk også at have et hundeskilt med til sommerhuset.
Af Gitte jeppesen |